Banen
Få et overblik
Oversigt over banens 6 huller
Marienlyst Golfklubs bane består af 6 par-3 huller med længder mellem 65-90 meter.
Banen befinder sig midt i Marienlystparken i Aarhus Vest, og er en skøn lille perle omringet af natur og dyreliv. Vores fairways slås af kommunen, hvilket typisk sker om torsdagen. Greens klipper vi selv, og det foregår i weekenden.

Hul 1 - par 3
Længde: 88 meter
Banen starter med et forholdsvist skånsomt hul. Den eneste udfording, du møder på vej mod hullet er et træ på kanten af banen, som let kan undviges med et enten et højt skud eller et fade-skud.
Fun fact:
Når banen er mudret, er det uden tvivl oftest ved 1'eren, at folk svatter. Det er altid skægt at se – undtagen når det sker for én selv, selvfølgelig!

Hul 2 - par 3
Længde: 90 meter
Banens andet hul er lige ud af landevejen og op ad en bakke. Tricket er her blot at give bolden den rigtige mængde luft og undvige de to træer til højre. Greenen ved dette hul er nok den mest ujævne, så her kan du særligt træne dine reads for putts.
Fun fact:
Personligt tror jeg (Hjalte, forfatteren af hjemmesidens tekster), at 2'eren må være forhekset. Jeg oplever i hvert fald i ny og næ, at alt går fuldstændigt galt, når jeg spiller dette hul...

Hul 3 - par 3
Længde: 65 meter
Det tredje hul er det korteste og letteste, hvis du slår rigtigt ud. Det er en fordel at sigte efter greenens venstre side, idet bolden så vil trille mod hullet, grundet bakkens hældning.
Fun fact:
Hvis du kunne tænke dig at score en hole-in-one ved bare ét af hullerne, så er 3'eren det oplagte sted. Der rapporteres klart flest éttere netop her.

Hul 4 - par 3
Længde: 89 meter
I teorien er hul 4 det farligste, når man kigger på krættet, der ligger lige imellem måtten og hullet. Lykkes det til gengæld blot at skyde langt og lige eller udenom vildnisset, så er hullet meget overkommeligt.
Fun fact:
Mangler du en ny golfbold eller 20, så kan du nok finde dem i krattet her. Du skal dog ikke forvente at finde dig egen igen, hvis du skyder den derned - det er yderst mudret og tætbevokset.

Hul 5 - par 3
Længde: 78 meter
Ligesom 2'eren er hul 5 snorlige og bakket. Forskellen er her, at fairwayen er bredere, samt at bakken går nedad - hvilket gør hullet mærkbart lettere at mestre.
Fun fact:
Lige til højre for måtten ved 5'eren går en sti direkte til hul 3, hvilket gør det let at skifte mellem at øve banens længere huller og dens korte.

Hul 6 - par 3
Længde: 76 meter
Banens måske bedste hul. Fairwayen er bred og lige, og greenen er stor og flad. What's not to like?
Fun fact:
Til trods for sit navn starter de fleste spillere faktisk ved 6'eren, grundet dens lokation ift. parkering, cykelsti og nærliggende boligområder. Den er derfor også kendt som "mødestedet", når gæsterne spiller sammen.

I bil, på cykel eller med bus?
Parkering og transport
Kommer du i bil, kan parkering foregå gratis i bunden af Kornmodsbakken, eller gratis ved siden af parken på parkeringspladsen ved Rydevænget.
Er du med bus, holder bus 2A ved Hasle Bibliotek eller bus 14 og 114 ved Sommervej.
Kommer du på cykel, ligger banen lige op af supercykelstien midt mellem Tilst og Rydevænget.
Flyver du i egen privathelikopter, så land på græsarealet ved siden af hul 6. Det er egentlig en fodboldbane til børn, men folk som dig må nok gøre, som de har lyst til.
Regler og vedtægter
1. Man må ikke bruge drivere. Kun jern, wedges og putters. Dette er grundet sikkerhed.
2. Slå kun ud fra måtten på teestedet, da banen ellers bliver ødelagt.
3. Læg tørv tilbage på fairway efter slag, så vi respekterer og passer på banen.
4. Strafslag gives, når bolden ikke kan spilles. Bolden lægges tilbage i den retning, den forsvandt.
5. Vær opmærksom på parkgæster, som også færdes i parken. Vis hensyn og bed pænt om plads.
6. Ryd op efter dig selv. Tag affald, pant, skodder o.lign. med dig. Efterlad banen, som du gerne vil finde den.
7. Mød hinanden med et smil og en snak. Vi har plads til alle!